Beboerdemokratiet
Organisationsbestyrelsen forestår den overordnede ledelse af boligorganisationen. Den udøver de beføjelser og varetager de pligter der tillægges boligorganisationen og organisationsbestyrelsen i henhold til lov om almene boliger med tilhørende bekendtgørelser, samt vedtægterne for boligselskabet.
I B45's organisationsbestyrelse sidder der 7 personer. Ud af de 7 bliver der udpeget en formand og næstformand. Der holdes ca. 8-10 bestyrelsesmøder om året. Møderne ledes af formanden eller i dennes fravær næstformanden.
Der udsendes en dagsorden, som er lavet af direktøren i samarbejde med formanden, derudover har bestyrelsesmedlemmerne mulighed for at gå op og læse på sagerne inden selve mødet.
Vi vil fortælle lidt om, hvad det er der arbejdes med i bestyrelsen:
Stillingtagen til modernisering og renovering som afdelingerne ønsker. Dette er vi meget interesseret i bliver gennemført, idet det er med til at højne boligernes standard, og som i mange tilfælde også forskønner ejendommene. Det sværeste punkt er altid, at få økonomien til at blive på et niveau, som både beboere og kommune kan acceptere.
Nybyggeri er en opgave, som vi arbejder på hele tiden. Det kan være ungdomsboliger, ældreboliger eller familieboliger, alt efter hvor stort behovet er indenfor hver enkelt område. Det er sådan, at boligselskabet skal have Norddjurs Kommunes/Byrådets samtykke til, at vi kan opføre boliger, så vi starter med at søge Norddjurs Kommune, om kvote til det antal boliger vi vil bygge. Når kvoten er på plads nedsættes der et byggeudvalg, som består af formand eller næstformand, 1 eller 2 bestyrelsesmedlemmer, samt de teknikere som organisationsbestyrelsen har udpeget til at løse opgaven. Derudover deltager forretningsfører og inspektør i udvalget.
Fra det første pennestrøg til boligerne er klar til indflytning, kan der nemt gå et par år. Det er en stor og omfattende opgave, og det bliver til mange møder i byggeudvalget undervejs, idet det jo gerne skulle ende med, at blive gode og fornuftige boliger til glæde for lejerne.